Bliv arts-ambassadør

Er du glad for fuglene på dit foderbræt og sommerfuglene i blomsterbedet? Er du optaget af det liv, der udfolder sig i dit nærområde – både de bevingede, de firbenede og dem med rødder og mycelium?

Har du lyst til at gøre en forskel for din lokale natur? Blive klogere på arterne, som vi deler Jorden med og dele din naturbegejstring med andre? Og har du en lille aktivist gemt indeni?

Så kan du nu blive arts-ambassadør i Arternes Silkeborg og blive talsperson for en dyre- svampe- eller planteart, som lever i Silkeborg Kommune.

Det startede i Aarhus i anledning af Kulturhovedstaden 2017. 31 artsambassadører (som der er byrådsmedlemmer) blev udnævnt til at være talsperson for en lokal art, sammen blev det til Arternes Aarhus. Det kom der en masse sjove, inspirerende og lærerige arrangementer ud af: by- og kolonihavevandring, artstaler og performance, undervisning og workshops, sansetur og debat med politikere, valgplakater, deltagelse på Naturens Dag, Naturmøde og Nordisk ambassade i Berlin mm.

Jeg var med i Aarhus, hvor jeg var/er blå libel ambassadør. Men nu jeg bor i Silkeborg Kommune, har jeg lyst til at få et lokalt netværk med fokus på vores lokale arter – både de sjældne, de særlige og de almindelige, men stadig helt afgørende arter for vores natur.

Kontakt mig på email: bonnichsen15@gmail.com.

Jeg har en inspirationsliste på 31 arter og deres levesteder, som mangler ambassadører. Men hvis du har en særlig art, du synes skal repræsenteres, lad os se på det.